Udvikling, inspiration, ris, ros, ønsker og gode forslag.

Marie Tielbo
17. februar 2010, 15:14

Siden vi lukkede op for opfind.nu for godt to uger siden er det væltet ind med ris, ros, ønsker og gode forslag fra jer brugere. Opfind.nu er alt overvejende blevet taget godt imod, og det er vi naturligvis meget glade for. Der har dog været nogle småfejl på siden, som kan have skæmmet helhedsindtrykket for nogle. Ingen udvikling uden udfordringer! Der har været en række ”udfordringer” på vores idéformular under trin 1, som betyder at nogle opfindere har haft problemer med at sende idéformularen ind til os. Det er vi enormt kede af, og vi arbejder lige nu på at få løst det. Vi satser på at implementere en helt ny løsning for idéformularen allerede i morgen, og det betyder at alting gerne skulle virke helt upåklageligt ved udgangen af denne uge.

Derudover er vi i fuld gang med at udvikle næste version af opfind.nu. Det er vores ambition at give vores brugere endnu bedre muligheder for at danne netværk og kommunikere med hinanden på kryds og tværs. Her på bloggen har I udtrykt ønske om at oprette en ”idébank”, og via kommentarfelterne rundt omkring på hjemmesiden har andre brugere ytret lignende ønsker. Det lytter vi til når vi tilrettelægger næste fase af udviklingen af opfind.nu. I vores optik vil opfind.nu være i konstant beta – det betyder at vi aldrig bliver færdig med at videreudvikle hjemmesiden og konceptet. Derfor vil vi gerne opfordre jer til at give jeres besyv med ift. hvad I har af visioner, ønsker, kritik og forslag til opfind.nu. Slå jer løs i kommentarfeltet under dette blogindlæg. 


Hvad synes du om indlægget?

Hjalp mig videre (43)
Ikke relevant for mig (49)
Gjorde mig klogere (44)
Fold ud

Tænk over hvordan du deler dine ideer og med hvem

Når du bruger Opfind.nu er det dig, der har ansvaret for, hvornår du vælger at dele din viden med andre, og hvornår du vil hemmeligholde dine ideer. Vi stiller redskaberne for begge dele til rådighed. Du beslutter, hvordan du vil bruge disse redskaber. Husk, at det sker på eget ansvar.

Vær særligt opmærksom på, at en opfindelse ikke kan patenteres, hvis den tidligere er:


• bragt på markedet,
• omtalt offentligt i medier (fx på nettet, i tv, nyhedsblade, faglitteratur mv.)
• omtalt i foredrag, vist på udstillinger, messer eller i brochurer

Du kan læse mere om patenter, eneretsbeskyttelse og hemmeligholdelse i Trin 2.

 

Videndeling eller hemmeligholdelse
Det kan være svært at beskrive præcis hvornår du skal videndele, og hvornår du skal hemmeligholde. Det er vores erfaring, at de fleste mennesker, der arbejder med nye ideer, er mere hemmelighedsfulde end nødvendigt.

Når man arbejder med ideer og opfindelser, er der kort fortalt to meget forskellige faser:

1. Idefasen

Den ensomme opfinder, der ruger over sine ideer, findes endnu - men erfaring viser, at de bedste ideer kommer fra mennesker, der videndeler. På vores blog kan du netop det - få inspiration, bygge på andres inspiration og inspirere andre.

 

2. Kommercialiseringsfasen

Når en ide begynder at tage form og blive til en konkret og realistisk opfindelse, skal den holdes hemmelig. Hvis man senere vil opnå patent, må ideen ikke have været offentliggjort. Og en ide kan kun kommercialiseres ved licensformidling, hvis den kan beskyttes med fx patent.

 

Din adfærd på Opfind.nu i praksis

Når du opretter en profil på Opfind.nu, har du adgang til at udfylde de formularer, som er tilknyttet De 10 Trin. Formularerne kan du gemme og printe, som du selv foretrækker det. Det er kun dig selv, der får adgang til at se, hvad du indtaster i formularerne. Formularen til trin 1 kan du vælge at sende ind til Opfinderrådgivningen. Den dataoverførsel, som sker her, er krypteret, og opfinderrådgiverne, der modtager formularen, har tavshedspligt.

Hvis du laver en beskrivelse af dig selv under din profil, skal du overveje nøje, hvad du vælger at skrive her, da den information vil kunne ses af andre brugere.

Når du skriver kommentarer på sitet via webloggen, skal du være opmærksom på, at andre brugere kan se de kommentarer, du lægger på. Det vil sige, at det ikke er her, du skal dele fortrolige oplysninger.

Hvis du har nogen spørgsmål til brugen af Opfind.nu, er du velkommen til at kontakte os.

 

God fornøjelse.