Relateret information

Kommentar til webmaster

Trin 1: Rundt om Ideen

Opfinderrådgivningen kan hjælpe dig videre med din ide, hvis du udfylder formularen her til højre og sender det til os.

Inden du giver dig i kast med at  beskrive din idé bør du kigge på især trin 2 og 3 her på siden. Information om eneretsbeskyttelse og markedsmuligheder er vigtige for vores vurdering af din idé. Tilsvarende bør du læse informationen om Opfinderrådgivningen nedenfor.

Når Opfinderrådgivningen modtager formularen fra dig, vil din ide blive behandlet, og senest fem arbejdsdage senere modtager du en tilbagemelding, som rummer vores indledende kommentarer til din ide.

Fold ud

Tænk over hvordan du deler dine ideer og med hvem

Når du bruger Opfind.nu er det dig, der har ansvaret for, hvornår du vælger at dele din viden med andre, og hvornår du vil hemmeligholde dine ideer. Vi stiller redskaberne for begge dele til rådighed. Du beslutter, hvordan du vil bruge disse redskaber. Husk, at det sker på eget ansvar.

Vær særligt opmærksom på, at en opfindelse ikke kan patenteres, hvis den tidligere er:


• bragt på markedet,
• omtalt offentligt i medier (fx på nettet, i tv, nyhedsblade, faglitteratur mv.)
• omtalt i foredrag, vist på udstillinger, messer eller i brochurer

Du kan læse mere om patenter, eneretsbeskyttelse og hemmeligholdelse i Trin 2.

 

Videndeling eller hemmeligholdelse
Det kan være svært at beskrive præcis hvornår du skal videndele, og hvornår du skal hemmeligholde. Det er vores erfaring, at de fleste mennesker, der arbejder med nye ideer, er mere hemmelighedsfulde end nødvendigt.

Når man arbejder med ideer og opfindelser, er der kort fortalt to meget forskellige faser:

1. Idefasen

Den ensomme opfinder, der ruger over sine ideer, findes endnu - men erfaring viser, at de bedste ideer kommer fra mennesker, der videndeler. På vores blog kan du netop det - få inspiration, bygge på andres inspiration og inspirere andre.

 

2. Kommercialiseringsfasen

Når en ide begynder at tage form og blive til en konkret og realistisk opfindelse, skal den holdes hemmelig. Hvis man senere vil opnå patent, må ideen ikke have været offentliggjort. Og en ide kan kun kommercialiseres ved licensformidling, hvis den kan beskyttes med fx patent.

 

Din adfærd på Opfind.nu i praksis

Når du opretter en profil på Opfind.nu, har du adgang til at udfylde de formularer, som er tilknyttet De 10 Trin. Formularerne kan du gemme og printe, som du selv foretrækker det. Det er kun dig selv, der får adgang til at se, hvad du indtaster i formularerne. Formularen til trin 1 kan du vælge at sende ind til Opfinderrådgivningen. Den dataoverførsel, som sker her, er krypteret, og opfinderrådgiverne, der modtager formularen, har tavshedspligt.

Hvis du laver en beskrivelse af dig selv under din profil, skal du overveje nøje, hvad du vælger at skrive her, da den information vil kunne ses af andre brugere.

Når du skriver kommentarer på sitet via webloggen, skal du være opmærksom på, at andre brugere kan se de kommentarer, du lægger på. Det vil sige, at det ikke er her, du skal dele fortrolige oplysninger.

Hvis du har nogen spørgsmål til brugen af Opfind.nu, er du velkommen til at kontakte os.

 

God fornøjelse.

Introduktion til Opfind.nu og OPfinderrådgivningen

Her på sitet har vi samlet en masse vigtig information og viden til brug for opfindere. Som du kan se via topmenuen, er sitet er bygget op om en arbejdsproces, vi kalder "Opfinderens 10 trin". som indeholder alle centrale trin fra ideens opståen til salg af ideen til en interesseret virksomhed på licens. Formålet med sitet er at gøre den metode og viden som vi anvender i Opfinderrådgivningen tilgængelig for opfindere samt at  give inspiration til at arbejde videre med opfindelser på egen hånd.

Hvis du vil læse mere om Opfinderrådgivningens formål og målsætninger så kig i sektionen Om opfind.nu.

Nedenfor kan du læse mere om den proces du skal gennemgå inden du indsender din idé.

HVORDAN INDSENDER JEG MIN IDÉ?

Når du har undersøgt din idé nærmere skal du udfylde vores digitale idéformular og indsende denne via hjemmesiden. Idéformularen finder du under øverst på denne side. Husk at du skal være tilmeldt som bruger på Opfind.nu for at indsende din idé. Du kan downloade og læse idéformularen her, men den SKAL sendes ind elektronisk gennem linket i toppen af denne side.

Opfinderrådgivningen har naturligvis tavshedspligt i arbejdet med ideerne.

Hvordan evaluerer I min idé og hvad er grundlaget?

Når du indsender din idé til Opfinderrådgivningen foretager vi en vurdering af din idé. Vores vurdering tager udgangspunkt i blandt andet forskningslitteratur, patentdatabaser og markedsinformation. Vurderingen er baseret på en række parametre, som samlet set sætter os i stand til at evaluere om vi mener at kunne hjælpe dig og din idé til en kommerciel succes og derigennem skabe vækst og velfærd. Efter indsendelse af idéformularen hører du indenfor 5 arbejdsdage fra Opfinderrådgivningen.

Hvis min idé ikke har det tilstrækkelige potentiale - hvad så?

Opfinderrådgivningen modtager mange spændende idéer hvert år hvoraf et større antal bliver frasorteret. I visse tilfælde kan en frasortering skyldes noget meget specifikt, eksempelvis at vi:

  • har fundet et patent som beskriver din idé i nøjagtige detaljer
  • har fundet et produkt i markedet, som svarer til din idé.
  • teknologisk/videnskabeligt kan afvise din idés funktion fordi den modgår helt centrale naturlove, fysiske love el. lign.

I andre tilfælde kan din idé blive frasorteret på baggrund af en samlet betragtning. Dette kan eksempelvis skyldes at:

  • din idé er ufatteligt omkostningstung at konstruere
  • din idé er meget kompliceret at producere
  • markedet for din idé vurderes at være økonomisk ikke-attraktivt
  • din idé ikke kan beskyttes og derfor let kan kopieres af andre

HUSK:
At din idé bliver sorteret fra betyder IKKE at din idé ikke kan være god og at din idé ikke kan føre til et produkt eller en service på markedet.  Men Opfinderrådgivningens vurdering har til formål at udvælge og fokusere på de opfindelser som vi tror på har det bedste kommercielle potentiale.

Rådgivningsforløbet - Hvis min idé vurderes kommercielt interessant - hvad så?

I Opfinderrådgivningen struktureres den enkelte opfinders forløb ud fra følgende model:

raadgivning.gif.

Indledende rådgivning:

Hvis din idé vurderes kommercielt interessant starter et rådgivningsforløb mellem Opfinderrådgivningen og dig som tager udgangspunkt i "Opfinderens 10 trin". Vores rådgivning skal indledningsvis opfattes som hjælp til selvhjælp. Vores rolle er at stille dig undersøgende spørgsmål, hjælpe dig til at se områder af din idé som skal undersøges og underbygges nærmere samt coache dig i processen.  I denne proces bruger vi Opfinderens 10-trin som procesværktøj for at sikre at alle opfindelser gennemløber en kvalificeret og ensartet rådgivning.  Rådgivningsforløb er meget forskellige og kan tidsmæssigt strække sig over både korte og længere forløb alt afhængig af opfinders tid og ressourcer.

Udvidet rådgivning:

Hvis det på et tidspunkt skønnes at din idé har opnået et meget interessant potentiale vil vi indstille den til udvidet rådgivning. Den udvidede rådgivning betyder, at du kan få 150 timers gratis rådgivning fra Opfinderrådgivningen til den endelig kommercialisering af din idé. Dette betyder at vi eksempelvis kan hjælpe dig med at kontakte virksomheder, bidrage til licensaftaler samt varetage licensforhandlinger på dine vegne.

Hjælp til at udfylde idéformularen

Den første torsdag i hver måned kan du besøge os på Teknologisk Institut mellem kl. 14-18 og få hjælp til at udfylde formularen. Du behøver ikke melde din ankomst.

Adresse

Teknologisk Institut
Gregersensvej 1F
2630 Taastrup

Kørselsvejledning

Kører du fra Hveen Boulevard ad Gregersensvej er det 3. vej på venstre hånd.

Kommer du vestfra ad Roskildevej og kører ad Gregersensvej, er det 5. vej på højre hånd.
Vis stort kort