3D Print

I Fablab TI kan du få hjælp til at 3d printe

3D print er bred betegnelse, som dækker over flere forskellige teknologier. Hos Fablab TI har vi to forskellige printere. En SLA og en FDM printer. Ens for disse er, at en rummelig figur opdeles i lag ved printning.

SLA står for stereolithography apparatus, Her er materialet flydende og ved brug af lys hærdes væsken og modellen ”trækkes” op af karret. Den printer du finder i Fablab TI er af modellen Formlabs 2

FDM står for fused deposition modeling. Ved denne teknik opvarmes en tråd af et termoplastisk materiale i en dyse og modellen opbygges i lag. Den printer du finder i Fablab TI er af modellen Stratasys uPrint SE Plus.

Hvad kan jeg bruge 3D print til?

3D print udmærker sig ved sin præcision og detaljegrad. Derfor er det muligt at lave komplekse tredimensionelle emner.

Af disse grunde kan det være tidskrævende og dyrt, og vi anbefaler typisk, at du laver den første test på en anden maskine, før du går i gang med at printe. Afhængig af detaljegraden kan laserskæring være et godt sted at starte.
Du kan læse mere om det her: https://formlabs.com

Hvilke materialer kan jeg 3D printe i?

På vores FDM printer kan der kun printes i ABS. Vi har typisk hvid, elfenben, grå og sort på lager.

På vores SLA printer er der en række forskellige muligheder, herunder:

  • Dental
  • Durable
  • White
  • Black
  • High temp.
  • Clear
  • Tough
  • Flexible

Når du skal vælge materiale, anbefaler vi, at du går ind og læser på Formlabs hjemmeside og finder det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Hvordan forbereder jeg mig?

For at bruge disse printere skal der bruges en tredimensionel tegning.
Denne skal være i formatet .stl. Filen skal laves i de rigtige dimensioner.
Hertil anbefaler vi, at du bruger Autodesk fusion 360. Programmet er gratis og der er meget hjælp at hente online.

Skal du bruge vores FDM printer skal dit print være inden for 203x203x152 mm

Skal du bruge vores SLA printer skal dit print være inden for 125x125x165 mm

Den software der bruges til Formlabs er gratis og kan hentes her: https://formlabs.com/software/
Så kan du selv placere dit emne, se hvordan støttematerialet placeres og derefter udregne prisen.

Herudover skal du beslutte dig for, hvilken printer du vil bruge. Der er fordele og ulemper ved dem begge, så et godt udgangspunkt kan være at starte med at se på hvilke egenskaber dit print skal have.

Når man skal printe tredimensionelt dannes der støttemateriale. Udformningen på dette er forskellig fra fil til fil og fra printer til printer. Printer du på vores FDM printer bliver støttematerialet automatisk opløst. Det gør det muligt at printe emner med indvendig support.
Printer du på vores SLA printer, skal materialet manuelt fjernes.

Der findes mange hjemmesider der kan hjælpe med idéer og skabeloner til laserskæring. I vores WIKI opslag om freeware har vi nævnt en række eksempler på gode hjemmesider https://opfind.nu/idewiki/freeware/

3D print tager lang tid og der kan være kø på printeren. Du er velkommen til at sende din fil til os, så vi kan hjælpe med tidsestimat og pris før printet sættes i gang.

Har du spørgsmål så skriv til os på Fablabs Facebook side https://www.facebook.com/fablabti/ eller kig forbi i vores åbningstid.