Automatisk murstensklipper sparer tid i arbejdet og skåner ryg, skuldre og arme
SuperCutter med hydraulisk pumpe og fleksibelt klippebord skærer op til 8 mursten ad gangen, hvilket sparer tid og skåner kroppen for fysisk belastning.

Thorbjørn Ohlsen Jensen har arbejdet som murer siden 2018 og har gennem sit arbejde mærket, hvor fysisk krævende det kan være at klippe mursten manuelt.
Gentagne arbejdsbevægelser med skuldre, ryg og arme førte ofte til smerter og belastning, og det blev tydeligt for Thorbjørn, at klipning af mursten var en af de mest nedslidende opgaver
i hverdagen. Under sin tid på teknisk skole begyndte han at tænke over, hvordan denne udfordring kunne løses og de første tegninger til SuperCutter blev til.
Opfindelsen
SuperCutter er en maskine, der gør det hurtigt og nemt at klippe op til 8 mursten på én gang. Maskinen er udstyret med en hydraulisk pumpe, der leverer op til 10 tons kraft, og et justerbart klippebord, der gør det muligt at tilpasse maskinen til forskellige murstenstyper og -størrelser. Processen er enkel: Murstenene placeres i et magasin, skubbes ind under skæret, og klipningen aktiveres med et tryk på en knap.
Opfinderen
Thorbjørn begyndte at udvikle idéen til SuperCutter, mens han gik på teknisk skole. “Min lærer hjalp mig meget i starten. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle spørge om hjælp, men han pegede mig mod opfinderrådgivningen,” fortæller Thorbjørn.
Han beskriver også hvordan hans livserfaringer, blandt andet fra hans baggrund i bandemiljøet, har givet ham en stærk drivkraft og vedholdenhed. “Det miljø, jeg har været i, og de ting, jeg har oplevet, gør, at hvis jeg sætter mig noget i hovedet, skal der meget til, før jeg giver op. Små udfordringer stopper mig ikke,” siger han.
Hvilket problem løser opfindelsen?
SuperCutter er designet med fokus på ergonomi og effektivitet og fjerner behovet for buk, løft og gentagne manuelle bevægelser, som ofte fører til arbejdsskader i ryg, skuldre og arme. Maskinens fleksibilitet gør den velegnet til de fleste standardmursten, og den automatiske klippefunktion gør det muligt at klippe store mængder mursten på kort tid. Samtidig ledes affaldet direkte ned i en trillebør, hvilket gør oprydningen hurtig og nem.
Vejen til markedet
Teknologisk Institut rådgav udviklingen og hjalp med at etablere kontakten og opsætte licensaftale med Baron, der udvikler kvalitetsudstyr til håndværkere som murere og
brolæggere. “Det var en rigtig god hjælp. Det at kunne få nogen at rådgive sig med var super godt. De gjorde det arbejde for mig, som gjorde, at jeg vidste, hvilken vej jeg skulle gå,” fortæller
Thorbjørn. Han fremhæver også rådgivernes evne til at følge op og sikre, at projektet hele tiden bevægede sig fremad.
Efter licensaftalen med Baron og produktionen af prototypen blev SuperCutter lanceret i foråret 2023 ved et live-webinar på Facebook, hvor over 6.500 deltagere fulgte med. Her demonstrerede Thorbjørn og Barons administrerende direktør maskinens funktioner og dens potentiale til at gøre arbejdet med mursten mere effektivt. I dag er SuperCutter på markedet og gør arbejdet for murere både lettere og mere skånsomt for kroppen, samtidig med at det effektiviserer arbejdsprocesserne.