Idé-validering


  • WIKI
  • Idé-validering

At få sine ideer valideret er uden sammenligning det vigtigste element, når man arbejder med at udvikle nye produkter, løsninger og teknologier. Vi ser ofte, at mennesker med gode ideer tror at ideer kan valideres ved at lave markedsanalyser  og samle en masse tal sammen hjemme bag skrivebordet. Det kan man ikke! Validering sker gennem aktiv dialog med brugere, kunder og andre med relevant interesse i din ide.

Idevalidering handler om at teste dine hypoteser og ikke om at sælge din ide. I din validering skal du derfor interessere dig for de strukturer, der kendetegner dine kunders hverdag, måden de agerer, ræsonnerer og træffer beslutninger på. Idevalidering handler med andre ord om at forstå hvad dine kunder dagligt forsøger at opnå.

Når vi laver idevalidering stiller vi altid skarpt på:

  • Hvad er det for et ’job’ – læs mere om ‘Jobs Theory’ her – ens potentielle kunder forsøger at løse hver dag og hvad har de brug for i den proces for at løse det job?
  • Hvad er det for andre produkter, services eller vaner de skal ’fyre’ for at blive i stand til at ’hyre’ dit produkt?

Se eksempelvis på indkøbet af en cykel. Hvis vi kun kigger på cyklens funktionielle værdi, så kan alle cykler mere eller mindre det samme. Man kan sætte sig på dem, dreje rundt på pedalerne og bevæge sig hurtigt rundt. Men hvorfor findes der så, så mange forskellige cykeltyper? Sagen er den, at de forskellige cykeltyper (eksempelvis racercykler, el-cykler, mountainbikes etc.) udover deres grundfunktion, også giver brugeren andre typer af værdi. Vi kalder det social og emotionel værdi.

Pointen er, at når man køber en racercykel, så køber man den ikke kun for dens simple funktionelle Værdi – men fordi man opnår både social og emotionel værdi. Den sociale værdi kunne eksempelvis være, at man på racercyklen kan blive en del af en cykelklub og træne med andre ligesindede. Emotionelt kan man som eksempelvis føle sig som de allerstørste cykelstjerner eller måske få den værdi, at man føler sig sporty og sund.

Idevalidering handler om at forstå dine kunders emotionelle og sociale mønstre, adfærd og købsmotiver – dvs. i udgangspunktet handler det ikke om at sælge din ide, men om at skabe meningsfuld dialog, der giver dig indsigt i de dybereliggende motiver hos dine potentielle kunder. Og det er de indsigter, som sætter dig i stand til at udvikle og forandre din ide, så den løbende bliver mere og mere attraktiv for dine brugere.

 

Tre konkrete tip til at komme i gang med idé-validering:

1) Kortlæg hvem der er relevante aktører i din Idé.
2) Interview dem om deres behov og evt. vise dem din idé.
3) Indhent tilkendegivelser/citater fra dem, hvis de synes idéen er god.

 

← Tilbage til WIKI-oversigten