3 tips til at komme videre med din ide


Du har fået en ide, som du tænker at andre kan få glæde af. Måske har du endda besluttet, at ideen på en eller anden måde skal blive til en kommerciel forretning. Vi har samlet tre tips, som kan hjælpe dig videre i processen:

Tip 1: Tal med potentielle brugere af din ide
Undersøg, om det problem, du løser med din ide, også er et problem for andre end dig selv, og find ud af, hvordan de potentielle brugere løser problemet. Her bør du tale med de personer, du ser som potentielle brugere af din opfindelse og evt. lade dem afprøve en prototype af din ide. Se mere under Kundeinterview, Idevalidering og Kan jeg fortælle om min ide.

Tip 2: Find ud af, om din ide findes i forvejen
Inden du går videre, bør du også finde ud af, om din ide allerede findes derude – her kan du søge i en patentdatabase eller i Google. Selvom din ide allerede findes, er det ikke sikkert, at de personer, du har testet den på i tip 1, kender til den eller har hørt om den – så det er vigtigt, at du får lavet en systematisk Søgning. Det kan du læse mere om i opslaget om Søgeteknik.

Tip 3: Vil du være iværksætter?
Beslut dig for om du vil være iværksætter eller opfinder. Vi har lavet en video om, hvad du bør tænke over, når du skal tage den beslutning – se den her (Iværksætter vs. licensering)

Næste skridt er at få taget hul på at kommercialisere ideen. Hvis du vil være iværksætter, er der masser af hjælp at hente på virk.dk. Derudover kan du læse vores opslag om de regionale erhvervshuse og hvad du kan bruge dem til som iværksætter.

Vælger du licensering som din vej til kommercialisering, så begynd med at undersøge, hvilke virksomheder, der kunne være relevante ift. at sælge og markedsføre dit produkt. Det kan f.eks. være virksomheder, der sælger produkter i samme kategori som din ide og som er interesserede i at samarbejde med dig. Hvordan du finder frem til relevante virksomheder at kontakte kan du læse meget mere om i opslaget om virksomhedskontakt.

Det var tre overordnede tips til, hvordan din ide kan komme ud og gøre gavn i virkeligheden. Vil du gerne læse mere om selve det at udvikle din ide, bygge prototyper, indsamle feedback fra brugere osv., kan du med fordel læse opslagene om behov, jobs to be done, interviews, ide-validering, prototyper og feedback på din prototype.

 Øvelser og metoder
← Tilbage til WIKI-oversigten