Elias Haslund-Gjerrild

Elias Haslund-Gjerrild

Elias er studentermedhjælper i Prototypeværkstedet på Teknologisk Institut. Til dagligt læser han Design og Innovation på DTU og bliver på sin vis skolet i at opfinde ting. Elias har stor interesse i at lave ting, og har da også en 3d-printer stående på sit værelse. Med afsæt i denne interesse for at lave ting, har Elias desuden arbejdet et par år i et møbelsnedkeri og har derigennem fået en masse værksteds- og håndværkserfaring.

Hvorfor er du ansat i Opfinderrådgivningen?

Jeg elsker at løse problemer, især de problemer man kan ’bygge’ sig ud af – og det er jo netop hvad en opfindelse er. I Opfinderrådgivningen møder man en masse mennesker, der har et problem de gerne vil løse, ofte er det et problem som jeg aldrig ville støde på i min egen hverdag. Som begejstret problemknuser er det et privilegium at få indsigt i problematikker fra alle mulige kontekster og endda være med til at udvikle løsninger til dem. Og det er det, jeg gør her i Opfinderrådgivningen, jeg hjælper opfindere med at udvikle løsninger igennem prototyping!

Hvad er du allerbedst til i dit job?

Med en opvækst på en købmandsgård med kælderværksted er mine hænder skruet ret godt på fra starten – faktisk er jeg lidt af en haj til at bygge ting, om det så er gennem 3D-print eller sløjdarbejde. Dette kombineret med min glæde ved at løse problemer, gør at jeg god til at hjælpe folk videre med deres ide. Om det så er hjælp til at træde et skridt tilbage og analysere problemet eller funktionerne bag ideen eller om det er at konkretisere ideen med en prototype.    

Hvad er en god arbejdsdag for dig?

En god arbejdsdag for mig er, når en opfinder kommer hjem med en eller flere prototyper, og ideen har udviklet sig undervejs i processen.