Laserskæring

Hvad kan jeg med en laserskærer?

En af de muligheder du har, når du skal lave prototyper i Prototypeværkstedet på Teknologisk Institut, er laserskæring.

Vores laserskærer er en af de maskiner, som bliver brugt mest i værkstedet – og med god grund. En af de helt store fordele ved laserskæreren er, at den er hurtig, nem at komme i gang med, og at den kan arbejde i mange forskellige materialer, såsom træ, pap og akryl. Dette gør laseren til et rigtig godt prototype-værktøj.

En laserskærer kan både gravere og skære – det gør, at du både kan skære og præge dine emner med stor præcision. Laserskæreren skærer i plader i 2D, men det kan bruges til at bygge med, og dermed blive 3D.

Hvad er laserskæring?

At laserskære betyder, at man enten skærer eller graverer i en plade eller noget cylindrisk med en laserstråle, der styres fra computeren. Afhængig af materialet skærer laseren ved at smelte eller brænde materialet væk, og man får derved en virkelig flot skarp kant.

Hvordan kan jeg laserskære i Prototypeværkstedet?

Du kan få adgang til Prototypeværkstedets laserskærer ved at kontakte din opfinderrådgiver. Er du endnu ikke tilknyttet en opfinderrådgiver, så send din ide ind til os via vores ideformular – så vil du blive kontaktet af en rådgiver, der kan give dig adgang til Prototypeværkstedet.

Hvordan forbereder jeg mig?

Har du besluttet dig for, at du skal bruge vores laserskærer, er der et par ting du skal gøre som forberedelse.

For at kunne bruge laserskæreren skal der bruges en vektorfil. Dette kan enten være en .PDF, .SVG, .DXF eller .AI. Filen skal laves i den rigtige størrelse. Hertil anbefaler vi, at du bruger enten Inkscape (gratis) eller Adobe Illustrator (betaling). Vi anbefaler, at du indstiller dit arbejdsområde i din fil til 300 x 600 mm. Så er det nemmere at udnytte pladsen på pladen og få et overblik over størrelsen på dine filer. For at kunne skære dine filer skal stregtykkelsen være 0,01 mm og farven på stregen skal være RGB-rød. Alt andet graverer den.

Egne materialer

Ønsker du at bruge dine egne materialer i laseren, og er det nogle materialer, vi ikke normalt bruger, så kig forbi med det, så vi kan undersøge, om det er noget, vi kan hjælpe med.  Som udgangspunkt putter vi ikke materiale i laserskæreren, hvis vi ikke ved 100%, hvad det er for et materiale.

Har du spørgsmål, så skriv til Elias på ehag@teknologisk.dk, der er i værkstedet en dag om ugen.