Prototypeværkstedet på Teknologisk Institut

Opfinderrådgivningen på Teknologisk Institut har sit eget prototypeværksted, hvor du som opfinder kan komme efter aftale og bygge en prototype af din ide eller opfindelse. Du står selv for at konstruere og udforme din prototype, og der vil være bemanding i værkstedet, når du har booket dig ind. Du kan spørge personalet til råds om udvikling af prototypen og brug af værkstedets maskiner. Bemærk, at værkstedets faciliteter ikke egner sig til 0-serier eller anden masseproduktion af din ide eller opfindelse.

Prototypeværkstedet er tilgængeligt for alle, som er i et rådgivningsforløb i Opfinderrådgivningen. For at få adgang til prototypeværkstedet skal du aftale en værkstedstid med din opfinderrådgiver. Hvis du endnu ikke har sådan en, så start din rådgivning via vores formular.

Hvad er en prototype?

Prototyper har til formål at demonstrere principperne i opfindelser samt afprøve den værdi, der skabes for brugeren og kunden. Det er oftest en fordel for processen, at prototyper kan fremstilles simpelt og hurtigt, så fordele og ulemper kan afprøves, og så produktet kan ændres og tilpasses undervejs. Læs mere om de forskellige niveauer af prototyper her.

En af de opfindere, der virkelig har haft gavn af værkstedet i sin ideudvikling er Darios Zafari. Læs hans historie her »

Det forventer vi af dig, inden du kommer i værkstedet

Herunder kan du se en kort video med vores anbefaling til hvilke overvejelser du bør gøre dig inden du kommer i værkstedet:

 

Følgende punkter er gode at have overvejet inden du kommer i værkstedet:

  • At du har overvejet formålet med din prototype
  • At du er klar på at modtage feedback på din prototype og ide
  • At du, hvis du har relevante ting for opfindelsen, medbringer dem til værkstedet
  • At du medbringer tegninger eller andre prototyper du har lavet i forvejen

Det sker der, når du kommer til værkstedet

I prototypeværkstedet på Teknologisk Institut har du som opfinder adgang til 3D-print, laserskæring, folieskæring og CNC-fræsning. Se oversigten over vores maskinpark i prototypeværkstedet. Værkstedet er åbent for alle, der er i kontakt med Opfinderrådgivningen, og er gratis at bruge – du betaler kun for de materialer du bruger.

Når du kommer i værkstedet, møder du typisk Elias eller Rune, der både kan hjælpe med maskinerne og med at skubbe til dit mindset.

Prototypeværkstedet ligger på Teknologisk Institut, Gregersensvej 1, 2630 Taastrup. Henvend dig i receptionen, check-in og spørg efter Elias eller Rune fra prototypeværkstedet, så henter vi dig.

Når du bruger værkstedet

  • Vi forventer, at du arbejder selvstændigt med din prototype med sparring fra personale
  • Værkstedet afleveres i samme stand som ved modtagelse
  • Arbejdet i værkstedet er på eget ansvar
  • Du betaler for de materialer, du bruger – bemærk her, at vi kun modtager kontant betaling
Prototypeværkstedets histore

Prototypeværkstedets historie

Kimen til det digitale værksted, vi har i dag, blev sået for mange år siden. Op gennem 70’erne opbyggede Teknologisk Institut et avanceret prototypeværksted i tilknytning til Opfinderrådgivningen. Værkstedet bidrog til at bygge prototyper af de bedste opfindelser, der kom gennem Opfinderrådgivningen og rådede over højt specialiseret grej til modelfremstilling.

I 2004/5 indkøbtes den første high-end 3D printer til værkstedet og i de efterfølgende år fortsatte den digitale udvikling. I 2009 blev Opfinderrådgivningens prototypeværksted, gennem en donation fra Otto Bruuns Fond, helt digitalt. Traditionelle drejebænke og lignende blev erstattet af CNC-fræser, laserskærer, 3D-printere og andre digitale fremstillingsteknologier.

Missionen fra de tidlige 70’ere er dog uændret. Vores værksted er sat i verden for at bidrage til ideudvikling og idevalidering af danske borger-ideer og medvirke til, at de bedste ideer kommercialiseres. Prototypeværkstedet bygger således på mere end 40 års erfaring med at arbejde med idevalidering og kommercialisering af borger-ideer.

Andre muligheder for at bygge en prototype

Hvilke andre muligheder har jeg for at bygge en prototype?

Ønsker du ikke at indgå i et rådgivningsforløb med Opfinderrådgivningen, eller har du ikke mulighed for at komme til Taastrup og besøge prototypeværkstedet, så kan et godt alternativ være at besøge et andet prototypeværksted, herunder Fablabs, Makerspaces og lignende rundt omkring i landet.

Her er en liste over de åbne værksteder, som vi kender til:

Region Nordjylland

Region Midtjylland

Region Syddanmark

Region Hovedstaden

Region Sjælland