En licensaftale indgås mellem en opfinder og en virksomhed. Det indledende møde med virksomheden kan virke nervepirrende for mange opfindere, men det behøver det ikke at være.
Søger du inspiration til, hvordan man finder en potentiel virksomhed? Så læs dette opslag.
Her på siden finder du nogle konkrete råd til, hvordan du forbereder dig til og kommer bedst muligt gennem det første møde med en potentiel licenstagende virksomhed.
Sådan forbereder du dig bedst til mødet
Først og fremmest anbefaler vi, at du indgår en hemmeligholdelsesaftale med virksomheden. Du kan finde Opfinderrådgivningens skabelon til en hemmeligholdelsesaftale her. Det er god kutyme at gøre opmærksom på, at du ønsker en hemmeligholdelsesaftale inden selve mødet. På den måde undgår du også eventuelle misforståelser.
Når du skal mødes med virksomheden, anbefaler vi at du kommer til tiden – gerne lidt før. Husk, at det er selve din opfindelse, der skal være i fokus. Virksomheden vil helt sikkert meget gerne se din opfindelse, så derfor bør du medbringe en prototype.
Det er vores erfaring, at du ikke behøver lave lange PowerPoints og præsentationer til det indledende møde med en potentiel licenstager. Du skal bruge max. fem minutter af tiden på at præsentere din ide. Vi anbefaler, at du i dit pitch fokuserer på tre ting: selve opfindelsen, dens virkning og problemet den løser.
Selve mødet – sådan gør du
Du skal være indstillet på, at et godt møde er en dialog. I kommer helt sikkert til at bruge størstedelen af tiden på at diskutere, hvordan opfindelsen passer ind i virksomhedens sortiment. Hvor langt tid dialogen tager, kan være svært at sige på forhånd – det kan være alt fra 30 minutter til 2 timer. Det er muligt, at virksomheden har nogle nye vinkler eller ideer til din opfindelse, som ikke er dukket op i den indledende dialog forud for mødet. Det er derfor vigtigt, at du som opfinder er positiv, åben og lyttende over for virksomhedens betragtninger om din opfindelse.
Det er en god ide at vise tillid til virksomheden i din kontakt med dem. Vi anbefaler, at du slutter mødet af med at spørge, om du skal efterlade opfindelsen hos dem, så de kan evaluere med deres chef, kollegaer, direktør, bestyrelse eller andre relevante parter.
Opfølgning
Sørg for at være proaktiv i din kontakt med virksomheden. Inden du forlader mødet, skal du spørge, om der er noget ekstra materiale, virksomheden har brug for. Det kunne f.eks. være tekniske tegninger, billeder, brugerundersøgelser mm. Spørg ind til, hvor lang betænkningstid de har brug for. Hvis de f.eks. siger “fire uger“, så siger du til dem “må jeg have lov at vende tilbage til jer efter fire uger og høre, hvad I er nået frem til?“. På den måde sikrer du, at bolden altid er på din banehalvdel.
Sabines råd – kort fortalt
- Indgå en hemmeligholdelsesaftale med virksomheden.
- Kom til tiden (gerne lidt før)
- Husk, at fokus skal være på det, du har opfundet – du behøver ikke lave lange PowerPoints.
- Et godt møde er en dialog.
- Vis tillid til virksomheden.
- Sørg for at være proaktiv og hav altid bolden på din banehalvdel.