At finde den rigtige virksomhed at samarbejde med er en vigtig del af at bringe en opfindelse på markedet. Det er en særligt vigtig ingrediens, hvis du som opfinder er interesseret i at sælge din opfindelse på licens.
Inden du finder frem til en virksomhed, er det vigtigt, at du som opfinder har gjort dit forarbejde. Den virksomhed, du skal indgå et samarbejde med, vil uden tvivl være interesseret i, om:
- Du har en fungerende prototype. Hvis ikke, anbefaler vi, at du læser dette opslag.
- Du har fået din ide valideret. Hvis ikke, så læs med her.
Når du skal søge efter virksomheder, er det vigtigt, at du starter med at lave en bred virksomhedssøgning. Brug internettet, og brug din kommunebiblioteks “e-bibliotek”(se et eksempel fra Lyngby-Taarbæk Kommune her). Her kan du blandt andet få adgang til Bisnode og Kompass, to virksomhedsdatabaser, hvor du kan få indsigt i regnskaber, branchekoder, hvor mange ansatte virksomheden har mm. Hvis du f.eks. kender en meget stor virksomhed, kan du slå denne virksomheds branchekode op i Bisnode og finde frem til andre, mindre virksomheder i samme branche.
Når du finder en virksomhed, du mener kunne være relevant for dig at samarbejde med, så besøg deres hjemmeside, og se hvilke produkter virksomheden sælger. Som tommelfingerregel skal din opfindelse helst komplementere og ikke kannibalisere virksomhedens eksisterende produktportefølje. Undersøg også, hvilke markeder virksomheden opererer på.
Når du har fundet frem til en håndfuld virksomheder, du synes er relevante, kan du i Opfinderrådgivningen få hjælp til det videre forløb. Herunder hemmeligholdelsesaftale, udarbejdelse af licenskontrakt mm.
Tips og tricks
Når du begynder at søge efter virksomheder, anbefaler vi, at du som opfinder er opmærksom på to ting:
- Har virksomheden kompetencer indenfor salg og marketing?
- Hvor stor er virksomheden?
I Opfinderrådgivningen anbefaler vi ikke, at du fokuserer på at finde en virksomhed, der kan producere dit produkt. Dit fokus bør være at finde en virksomhed, der kan sælge dit produkt. Det er nemlig sidstnævnte, der sikrer, at dit produkt bliver en succes på markedet. For at en virksomhed er i stand til dette, er det vigtigt, at virksomheden har stærke kompetencer indenfor salg og marketing.
Vi anbefaler, at du fokuserer på mellemstore virksomheder (50-250 ansatte). Det er vores erfaring, at virksomheder i den størrelsesorden er et godt match til licensaftaler – først og fremmest fordi det er nemmere at komme i dialog med ledelsen i denne størrelsesorden, end det er med de største virksomheder i branchen. Samtidig er de mellemstore virksomheder stadig store nok til at have tilstrækkelige ressourcer og kompetencer indenfor salg og marketing. To vigtige ingredienser i en vellykket licensaftale.
Læs evt. hemmeligholdelsesaftale eller IPR.