Øvelse: Feedback på din prototype


Vi har lavet en guide til, hvordan du kan komme i gang med at modtage feedback på din prototype og forbedre din ide. Det er et emne med mange nuancer, og vi har valgt at forenkle nogle elementer, så guiden bliver så nem som muligt at bruge. Dette betyder også, at det ikke er sikkert, at alle punkterne passer på netop din ide.

Hvis du har mulighed for det er det altid en god ide at have en makker med til at se, lytte og skrive indsigter ned, når du modtager feedback. Alternativt kan du optage video eller lyd, men kun hvis du har fået lov.

Før feedback

  1. Find ud af, hvad du ønsker feedback på
    Oftest dækker din prototype kun visse dele af din ide. F.eks. kan det være, at prototypen viser funktionen, men slet ikke ligner den endelige udformning. Derfor kan det gavne dig på forhånd at overveje, hvad du vil have ud af feedbacken. Det kan være selve prototypens funktion, dele af funktionen, oplevelsen af produktet, den Værdi den skaber eller lignende du gerne vil modtage feedback på.
  2. Find ud af, hvem der er mest relevant til at give feedback på din prototype
    De allervigtigste personer at få feedback fra, er dem der skal bruge produktideen i sidste ende. Find helst nogle uden for dit nærmeste netværk, så du får en så ærlig feedback som mulig. I nogle tilfælde giver det også mening at få feedback fra potentielle forhandlere, interesse organisationer, eksperter eller lign.

Under feedback

Du har fundet ud af, hvad du skal spørge om, og hvem du skal spørge. Nu gælder det om at afholde feedbacksessionen et sted, hvor der er plads og ro til at fordybe sig i samtalen. Vi har opsat nogle punkter, vi mener er vigtige at undersøge og nogle råd til, hvordan du kan udføre dem. Det er essentielt, at din tilgang til feedbacken kommer fra en nysgerrighed om, hvordan andre mennesker bruger og oplever din ide, og hvordan du med denne feedback kan forandre og forbedre ideen.

Undersøg følgende (tryk på de enkelte punkter og se vores råd):

Hvordan bruger eller oplever testpersonen prototypen?
Start med at iagttage, hvordan din prototype bliver modtaget. Giv evt. testpersonen nogle opgaver, og bed vedkommende om at tænke højt, så du kan høre, hvad de tænker. Her handler det ikke om, at du skal forsøge at sælge dem din ide – lyt i stedet til, hvordan de forstår prototypen.
Hvad kan testpersonen lide/ikke lide ved prototypen?
Er der konkrete ting, testpersonen godt kan lide, f.eks. tyngden, hvordan det ligger i hånden, farverne (selvom det er malertape, kan det være det er nogle farver derfra, der skal indgå i det endelige produkt også). Prøv her at rangere dem.
Hvad ønsker de skal være anderledes?
Er der noget, testpersonen har svært ved at forstå og som de ønsker er anderledes? Lad endelig testpersonen lægge forbedringer til – du bestemmer selv, hvad du vil lytte til.
Ekstra: Hvad mener de produktet bør koste? Er det noget de kunne tænke sig at købe?
Bed evt. testpersonen om at prissætte produktet. Spørg derefter, om de kunne tænke sig at eje produktet. Spørg ind til, hvorfor de gerne vil, eller hvorfor de ikke ønsker at eje det. Her skal du virkelig lytte efter årsagen til deres beslutning.

Efter feedback

Når du har samlet nok* indsigter, er det på tide at tænke over, hvilken feedback du har fået og hvad, hvis noget, der skal ændres i produktet. Lav gerne et lignende skema som eksemplet forneden.

Eksempel

Feedback:

“Materialet skal være meget hårdført”

”Hvis jeg skal bruge det hele dagen, skal håndtaget nok være mere ergonomisk”

Forbedring:

Brug ABS i stedet for PLA.

Større håndtag, der
ligger bedre i hånden.

Er det værd at implementere?

Ja! Det er mere holdbart, dog en smule dyrere.

Ja! Det er vigtigt, at brugeren ikke får skader ved længerevarende brug.

*Hvad er nok indsigter, og hvor mange personer skal man teste sin ide på? Det er svært at svare entydigt på, men hvis produktet henvender sig til en stor målgruppe, kan der argumenteres for, at ideen også skal testes på mange mennesker. Hvis det omvendt er et nicheprodukt, f.eks. et særligt redskab til hudlæger, kan det rette antal være væsentlig færre. Lidt firkantet sagt er 1-2 personer for lidt, mens 100 personer som regel er i overkanten.

 Øvelser og metoderTop ti til opfinderen
← Tilbage til WIKI-oversigten