Kræver din opfindelse en ændring i lov eller system?


Når du har fået en god ide, som du gerne vil arbejde på at få ud på markedet, enten som iværksætter eller gennem licensering, så bør du overveje, om der er lov- eller systemmæssige forhold, som kan spænde ben for at dit produkt rent faktisk kan og må anvendes i virkeligheden.

Det kan være at din opfindelse kræver en systemisk ændring – dvs. en gennemgribende ændring af økosystemet omkring et produkt, dvs. hele værdikæden og hvordan produktet anvendes. Det kan være både besværligt og dyrt.

Eksempel på systemisk ændring – pant på pizzaæsker

Ikon: Freepik

Skulle man f.eks. indføre pant på pizzaæsker (eller på alt muligt andet), ville det kræve en infrastruktur omkring indsamling af æskerne i f.eks. butikker og efterfølgende bearbejdning af dem – udover at det ville kræve en vane- og kulturændring for pizzaspiserne, at de nu skulle returnere æskerne. Og måske endda en decideret lov, ligesom ved pant på emballage til forskellige drikkevarer.

 

Lovafhængige opfindelser er opfindelser, der på den ene eller den anden måde skal følge eller bidrage til at håndhæve en bestemt lovgivning og ikke være i strid med de love der gælder på området. Et af de mest konkrete eksempler er opfindelser, der skal indgå i trafikal sammenhæng.

Eksempler på lovafhængige opfindelse – trafik

Ikon: Freepik

Har du fået en ide til en cykelkurv med integreret lygte, skal du være opmærksom på de lovmæssige krav, der er til hvor kraftigt og hvor langt en cykellygte skal kunne lyse, om den skal være et bestemt antal centimeter over jorden osv. Kan det ikke lade sig gøre at opfylde kravene, så kan opfindelsen ikke realiseres i sin nuværende form.

Spøgelsesbilisme er et trafikalt problem med megen bevågenhed og som jævnligt forsøges løst i de opfindelser, vi får ind gennem opfind.nu. I artiklen ”Opfindelse skal stoppe spøgelsesbilister” (TV2 ØST, 15. januar 2009) illustreres problematikkerne i en sådan løsning ret godt – og i det pågældende tilfælde er der faktisk samtidig tale om en systemisk ændring.

Når realiseringen af din opfindelse enten er lovmæssigt afhængig eller kræver en systemisk ændring, er det værd at undersøge, om du ved at lave nogle justeringer i din ide kan komme frem til samme effekt på dit valgte problem, men uden at skulle omlægge et helt system eller være på kant med loven. Det kan være at pizzaæskerne kan indsamles på en anden måde end gennem pantautomater, f.eks. kunne man gøre indsamlingen af æskerne til nyttejob eller lign., hvor staten betaler en kilopris for dem.

Her kan det være en hjælp at kortlægge din løsnings livscyklus – hvordan skal produktet produceres, sælges, bruges og bortskaffes? På den måde kan du få et overblik over, hvilke elementer i værdikæden, der kan skrues på, så du omgår de lov- eller systemmæssige barrierer for at din opfindelse kan realiseres.

 Er min ide god eller ej?
← Tilbage til WIKI-oversigten