Øvelse: Interviews


Interviews er et stærkt redskab i valideringen af din ide-præmis. Du kan bruge interviews til at blive klogere på dit problemfelt og derigennem justere din nuværende ide og måske finde på en masse andre.

Herover en lille stribe fra talkingtohumans.com, der lidt fortegnet illustrerer, hvordan mange udviklere desværre aldrig taler med den målgruppe, de udvikler til. Det er et fundamentalt problem, som vi mener, at du som potentiel ide-haver bør gøre noget ved.

Derfor vil vi foreslå, at du kommer ud af bygningen og laver så mange interviews som muligt. En tommelfingerregel er, at der skal gennemføres mere end 20 interviews for at sikre, at du har undersøgt behovet i markedet tilstrækkeligt.

Alle kan lære at lave gode interviews, der først og fremmest skal holdes objektive for at være så brugbare som muligt.

Her finder du Opfinderrådgivningens interviewguide.

Her finder du Opfinderrådgivningens interviewskabelon.

Sådan kommer du i gang

1. Find ud af, hvilke antagelser du har om din målgruppe, og skriv dem ned. Prioriter dine antagelser, og gæt på, hvilke der skal opfyldes, for at din ide bliver en succes. Udled 2-3 emner herfra som du gerne vil undersøge med interviews.

2. Forbered nogle centrale spørgsmål omkring de udledte temaer. Det gælder ikke om at stille mange spørgsmål, men at få målgruppen i tale.  

3. Opsøg målgruppen der hvor de er, og tag gerne en ven med, der kan notere og observere, hvad der sker. Introducer dig selv med navn og merit: Forklar, hvorfor du undersøger disse emner, så personen er tryg ved at tale med dig.

4. Træn dig i at være objektiv og træn din evne til at spørge ind til interessante emner i samtalen, også selvom det er uventet og ikke er med i din interviewguide.

5. Sammenlign dine nye indsigter med dine vigtigste antagelser, der var kritiske for succesen af din ide, og juster ideen derefter.

 

 

 Er min ide god eller ej?Øvelser og metoder
← Tilbage til WIKI-oversigten