Hvad er et pitch, hvornår er det godt og hvad kan jeg bruge det til?
At pitche er en svær, men vigtig diciplin.
Pitch er egentligt det engelske ord for tonehøjde, men det skal du ikke lade dig narre af. Et pitch er en ultrakort salgstale af en ide til en forretning, en investeringsmulighed, eller et potentielt samarbejde. Et pitch kan bruges i flere henseender, men det bruges typisk til at overtale publikum til at investere eller købe ind i det du ‘pitcher’. Typisk varer et pitch ikke mere end et par minutter.
”Pitchet er altafgørende, fordi det er her, du fanger og gør dig fortjent til opmærksomhed. Det er det øjeblik, hvor du har mulighed for at gøre dig selv og din ide interessant. Pitchet tvinger dig samtidig til at prioritere i din forretning og hjælper dig til at finde ind til kernen af, hvad der skaber Værdi for dine kunder.”
Det sagde Tommy Ahlers i et interview tilbage i 2017. Selvom interviewet har nogle år på bagen, er der ikke meget der har ændret sig.
I Opfinderrådgivningen anbefaler vi, at du som minimum berør følgende punkter i dit pitch:
- Beskrivelse af problemet, du adresserer
- Beskrivelse af det behov, du imødekommer
- Præsenter din løsning (vis din prototype)
- Hvad er dit næste skridt?
- (Evt.) Hvad søger du fra publikum?
Det gode pitch lader publikum forstå ideen, hvordan den virker og potentialet i den. Det er vigtigt, at du holder det kort og præcist.
Kunne du tænke dig at vide mere om præsentationsteknik? Så læs med her.