Øvelse: Bæredygtighed i opfindelser


I en verden, hvor virksomheder i stigende grad forpligtes til at rapportere om deres bæredygtighedsindsats, er det vigtigt, at du som opfinder indarbejder bæredygtighed i din opfindelse fra starten.

Det er der to årsager til:

Du skal lave en licensaftale – og virksomheden vil være ansvarlig

Når du som opfinder indgår en licensaftale med en virksomhed, kan din strategiske tilgang til bæredygtighed gøre din opfindelse mere attraktiv. Virksomhederne søger løsninger, der ikke kun opfylder deres teknologiske behov, men også understøtter deres miljømæssige ansvarlighed.

Bæredygtighed kan bedst indarbejdes tidligt – og skal dokumenteres

Bæredygtige designvalg skal integreres tidligt i produktudviklingen, da det er vigtigt at have et helhedsperspektiv på produktet og bæredygtighed. Ved at arbejde bæredygtighed ind fra start kan du minimere risiko og sikre, at produktet opfylder både nutidige og fremtidige krav til miljøansvarlighed. På den måde står du stærkere i samarbejdet med virksomheder.

 

 

Hvad er bæredygtighed i opfindelser?

Bæredygtighed forenkles ofte til at handle om miljø- og klimapåvirkninger, men i virkeligheden dækker det over tre bundlinjer.

De tre bundlinjer

Økonomisk bundlinje – er forretningen/produktet økonomisk bæredygtigt?

Den økonomiske dimension er ofte i fokus, men vurderes typisk på kort sigt. Det kan medføre, at man overser de langsigtede omkostninger ved vedligehold eller hyppigere udskiftning, som kan opstå, hvis køberen vælger det billigste produkt. Det er derfor nødvendigt at overveje hele produktets livscyklus for at forstå, hvad det reelt vil koste over dets levetid. Desuden bør produktet og forretningen være i stand til at håndtere økonomiske risici og forblive tilpasningsdygtige i et skiftende marked.

Social bundlinje – hvilke mennesker, og på hvilken måde, bliver de påvirket?

Den sociale påvirkning fokuserer på opfindelsens indvirkning på mennesker gennem hele produktets livscyklus, fra udvinding, over produktion til bortskaffelse. Det handler om at sikre at alle involverede parter behandles retfærdigt, herunder arbejdstageres rettigheder, sikkerhed og sundhed. Det handler også om at opretholde eller forbedre livskvaliteten for de berørte lokal samfund.

Miljømæssig bundlinje – hvordan belaster produktet kloden?

Den miljømæssige bundlinje fokuserer på opfindelsens indvirkning på miljøet. Målet er bl.a. at minimere ressourceforbruget og reducere affald og forurening. Et andet mål er at reducere udslippet af CO2 (og andre gasser) som bidrager til den globale opvarmning. En opfindelse kan fx benytte vedvarende ressourcer, genbrugsmaterialer og have en lav CO2-udledning. Miljøpåvirkninger vurderes gennem hele produktets livscyklus med det formål at bevare økosystemer og biodiversitet samt at bidrage til bekæmpelsen af klimaforandringer.

Når du arbejder med bæredygtighed i din opfindelse, handler det fx om at prøve forskellige materialer af og se om et genanvendt eller biobaseret materiale kan bruges. Det er vigtigt at du får afprøvet forskellige muligheder og at du får dokumenteret dine forsøg.

Dét kan vi hjælpe dig med, så tag fat i din opfinderrådgiver.

Hvordan arbejder du med miljøpåvirkninger i din opfindelse?

Du kan arbejde med at reducere produktets påvirkninger på flere måder. Selvom det er svært at skabe et helt bæredygtigt produkt, fordi der altid vil være en vis påvirkning, kan du stadig gøre en indsats for at minimere denne.

Her er tre tilgange, du kan overveje:

Cirkulær økonomi, som handler om at bevare materialer i kredsløb

Når du arbejder med cirkulære principper, så begrænser du forbruget af ressourcer. Det er især en god og effektiv måde at arbejde med reduktion af miljøpåvirkninger når du er opfinder.

Vi har lavet en række artikler og øvelser som kan hjælpe dig i gang – se dem her.

Bioinspireret og -baseret, som handler om at bruge fornybare materialer

Bioinspireret og -baseret design handler om at tage inspiration fra naturen (se vores artikel om bioinspireret design) og anvende fornybare materialer i produktet. Ved at bruge materialer, der er fornybare begrænses miljøpåvirkningen.

Bemærk at biobaseret ikke er det samme som at det er bionedbrydeligt. Du kan også arbejde med at dit produkt er bionedbrydeligt, men det er forskelligt fra at være biobaseret – det har Plastic Change skrevet en rigtig fin artikel om (læs den her).

Green tech, som handler om energioptimerende systemer

Green Tech fokuserer på udviklingen af energioptimerende systemer, der reducerer energiforbruget og fremmer effektivitet. Det handler om at implementere teknologier, der gør det muligt at bruge energi på en smartere måde, for eksempel ved hjælp af solenergi, vindkraft eller energieffektive apparater. Ved at optimere systemer til at bruge mindre energi, kan vi både spare penge og reducere vores CO2-udledning.

 

En indledende bæredygtighedsvurdering kan guide dine valg

Uanset hvilken strategi, som passer bedst til dit produkt og som du vælger at arbejde med, så er det en god idé at lave en form for vurdering af dit produkts påvirkning.

Du kan lave dit eget estimat, som du bliver guidet til gennem denne artikel: Miljøberegninger i produkter (LCA).

Du kan også række ud til din opfinderrådgiver.

 

 

 

 

 

 

 Nyttige begreber
← Tilbage til WIKI-oversigten