Prototyper


Prototypebygning er en vigtig del af ideprocessen, hvad enten du arbejder med fysiske produkter, services, apps etc. For det første gør du din ide meget mere håndgribelig ved at få den fra hovedet og ud i hænderne, og det bliver meget lettere at forholde sig til de forskellige elementer, den må bestå af. 

Derudover gør en prototype det også meget lettere at kommunikere med og lære af omverdenen. Prototyper ser forskellige ud, alt efter hvor man er i ideprocessen – men uanset hvilket stadie du er på, må du ikke tro, at det handler om at lave en flot model, som du kan vise til andre.

I videoen herunder giver Therese dig 4 gode spørgsmål, som du kan stille dig selv, inden du bygger din prototype:

 

Vi tror på, at prototyper skal være så hurtige og billige som muligt at fremstille. Hvad er det mindst mulige du kan gøre for at teste en given parameter? Se dette opslag vi har lavet om Prototype feedback. Hvis en pap-model illustrerer det lige så godt som et 3D-print, så byg den i pap! Hvis du kan teste din service ved simpelthen at afprøve en forsimplet version, måske en video af denne, så gør det! Dine prototyper skal hjælpe dig til at afsløre alle de ting ved din ide som ikke virker, så du netop som modsvar kan komme frem til lige præcis dén løsning som gør – så byg for at fejle igen og igen og igen.   

Der er mange gode grunde til, hvorfor det er vigtigt at bygge prototyper:

  • Konkretisering: Få din ide fra hovedet og ud i hænderne. Hvis du vil se din ide ude i virkeligheden, så start selv. Jo før, jo bedre.
  • Udvikling: Brug prototyper til at eksperimentere, teste og forbedre specifikke dele af din ide. Forsøg ikke at løse alting i første runde. Det er alligevel for svært. 
  • Kommunikation: En prototype siger det bedre og enklere end lange rapporter. Læg pennen og byg i stedet.

Kort fortalt: Du skal bruge din prototype til at kommunikere med, så du selv kan blive klogere, både problemet du ønsker at løse, og ikke mindst måden du gør det på.

Eksempler på prototyper

Der er mange ”niveauer” af prototyper, så sørg for at bruge dine kræfter, hvor de giver mening, alt efter hvor du er i processen, og kom gerne forbi vores prototypeværksted for sparring og adgang til maskiner. For at få adgang til prototypeværkstedet skal du aftale en værkstedstid med din opfinderrådgiver. Hvis du endnu ikke har sådan en, så send din ide ind via vores formular

Oplevelsesmodel
En oplevelsesmodel fokuserer, som navnet antyder, på at gengive brugerens oplevelse af at interagere med produktet/servicen – ved simpelthen at få brugeren til aktivt at deltage i demonstrationen. En oplevelsesmodel behøver i virkeligheden slet ikke have noget fysisk element, men kan f.eks. bestå af rekvisitter eller mennesker. For eksempel: Du har lavet en app, der dagligt skal minde brugeren om at vande sine blomster. Hvordan kan man gengive selve kerneoplevelsen af denne service? Det kan man helt uden at have en app! Evt. ved at sms’e forsøgspersonen hver morgen.

Principmodel
En principmodel bruges til at illustrere ét princip ad gangen. Man kan eksempelvis lave en række af modeller, som kun varierer på ét parameter, f.eks. en teknisk feature eller formen på et håndtag. Principmodeller er gode til at skabe overblik over mulige alternativer og hurtigt prøve sig frem mod den gode løsning.

Funktionsmodel
En funktionsmodel er en model, som udelukkende illustrerer funktionen af din ide. Den behøver derfor hverken være køn eller poleret, men den skal gøre det nemt for modtageren at forstå, hvordan din ide virker rent teknisk samt give modtageren vished om, at ideen kan lade sig gøre.

Skuemodel/mockup
En model, som beskriver dit produkt rent visuelt. Det ligner og føles som ”den endelige version”, men behøver ikke fungere rent teknisk. Vi fraråder kraftigt, at du hovedkulds springer ud i bygning af en skuemodel, da det ofte er meget dyrt, og det er relativt lidt viden du kan få ud af den. Brug hellere tiden og pengene på at bygge mange forskellige, billige prototyper, som du kan lære af.

Videoprototype
En videoprototype kan formidle oplevelsen en bruger har med dit produkt uden at det rent faktisk virker endnu. Videoredigering har aldrig været nemmere og mere tilgængeligt for almindelige mennesker som i dag. Der findes et hav af læringsvideoer og apps, hvis du blot søger på den videoeffekt du ønsker. Se et eksempel fra CIID her: https://ciid.dk/education/portfolio/idp16/courses/video-prototyping/projects/charged/ 

Skalamodel
En skalamodel er en skaleret model af din ide. Måske viser den en indretningssituation eller illustrerer arbejdsgange. En skalamodel kan ofte være rigtig god at kommunikere ud fra, men svær at afprøve fra, så tag gerne dine vigtigste antagelser fra skalamodellen og prøv i virkeligheden. En skalamodel kan dog også være en mini-version af et funktionelt princip, som gør det lidt (meget) lettere at begynde at teste sine antagelser, hvis man f.eks. har i sinde at bygge en ny vindmølle.

Storyboard
Et storyboard er en skitsering af den proces, brugeren gennemgår når han/hun interagerer med din ide – hvad enten det er et produkt eller en prototype. Storyboardet bruges derfor ofte som et middel til at konkretisere brugsprocessen eller alternativer til denne, og det er derefter vigtigt at komme ud af bygningen for at få be- eller afkræftet de antagelser, man har, om hvordan brugeren vil opføre sig (og hvilke uforudsete parametre, der måtte spille ind).

Service-prototype
En service-prototype er en tidlig version af den service, du ønsker at tilbyde. Hvad er det mindst mulige, der skal til at få din service op at køre? Kan den bygges op helt uden nogen fysiske produkter, eller meget simplificerede udgaver (som eksempelvis en hurtiglavet hjemmeside)?

App-prototype
For at konkretisere din app-ide er det rigtig vigtigt at begynde at skitsere den. Mange glemmer ofte, at en app blot er et interface mellem din bruger og den service, du tilbyder, så gør dig klart, hvad det er, brugeren skal få ud af at bruge den app, og fokusér på dét – ikke hvilken farve de forskellige knapper skal have. App-prototyper kan laves i forskellig detaljeringsgrad. Første skridt kan være at tegne skærmbilleder i hånden. Senere kan man begynde at arbejde mere grafisk med indholdet. Se eksempelvis disse gratis programmer:

https://marvelapp.com/

http://invisionapp.com

… Du kan selvfølgeligt også vælge at bygge den i pap og papir, som herunder.

Intervention
Interventioner kan bruges som prototyper i adfærdsdesign og udgøres af en indgriben i en eksisterende adfærd. En intervention kan være hvad som helst, som bryder denne adfærd, både bevidst og ubevidst. Mange kender begrebet ”nudging”, som er en måde at bryde ubevidst adfærd på. Et eksempel på et problem kan være at få kantinegæster til at afspritte hænder, inden de tager mad i buffeten. Forskellige inventioner herpå kan være at flytte spritdispenseren, at optegne pile på gulvet, at synliggøre reglementer osv.

Design-spil
Design-spil er fysiske objekter brugt som omdrejningspunkt for udvikling eller læring. Nogle gange kan det have stor effekt at lade samtalen dreje sig om fysiske artefakter frem for at diskutere sig igennem agendaen, og design-spil kan bruges til både at samle projektteams samt inddrage brugere. Eksempler kan være hjemmelavede brætspil, hvor de valg, der træffes undervejs, giver indsigt i brugerens holdninger til et givent emne. Et andet kan være en bunke med klodser, som hver især symboliserer en feature ved dit produkt. Hvis brugeren selv kunne bygge den ideelle løsning– hvad er så de allervigtigste klodser at have med?

Tips og tricks:

Prototyper kan være alt fra fysiske modeller, papirtegnede skærmbilleder, videoer, rekvisitter, rollespil, kontrakter, skalamodeller, skilte, etc.

Pap, papir, tape – hvor nemt kan du begynde at bygge din ide? Hvad kan du finde i supermarkedet/byggemarkedet/isenkræmmeren, som minder om din ide eller måske består af lige præcis det materiale du forestiller dig? Det er i dén grad tilladt at hacke og modificere eksisterende produkter i dine prototyper, så sørg for at gøre det så let for dig selv som muligt – du skal ikke opfinde alt forfra for at skabe noget nyt. Har du en app-ide, kan du komme rigtig langt ved at lave en papir-prototype med forskellige skærmbilleder, så du og dine testpersoner får en fornemmelse for den oplevelse, det er at bruge den.

 

 Øvelser og metoderTop ti til opfinderen
← Tilbage til WIKI-oversigten