Braindrawing – tegn dine ideer


Braindrawing er en teknik, der kan bruges til at udforske koncepter og ideer yderligere efter en brainstorm. I denne session kan man lade tegninger skifte rundt mellem forskellige deltagere, som bygger videre på ideen.

Hvorfor og hvornår?
Formålet med denne øvelse er at visualisere og dermed videreudvikle på udvalgte ideer fra en tidligere brainstorm. Det skal ikke være perfekte tegninger, der kommer ud af øvelsen, det handler om at indholdet skal være i top. Det er en god ide at lave denne øvelse tidligt i processen, da du på dette tidspunkt endnu ikke har knyttet dig for meget til ideerne, hvorfor du bedre kan forholde dig konstruktivt og kritisk til ideerne.

Braindrawing – sådan gør du

  1. Find en masse forskellige tegneredskaber frem, lige fra tynde tusser til brede pensler og gerne i forskellige farver, samt så stort papir du kan skaffe (helst A2 eller A3)
  2. Fokuser på en håndfuld udvalgte ideer eller problematikker fra den tidligere brainstorm. Hvis ideen f.eks. er ”faldsikring til ældre mennesker”, kan det formuleres som en problemstilling: ”Hvordan kan vi undgå, at ældre, der går alene, kommer til skade, når de falder på gaden?”
  3. Tegn alt, hvad du kan finde på et stykke papir. Hvis I er flere med, sendes papiret videre efter få minutter
  4. Tegn videre på andres eller dine egne ideer, og lad en 10-20 tegninger cirkulere mellem jer
  5. Vent til allersidst med at tale om, hvilke af ideerne der kan bruges, og giv de udvalgte en overskrift, der forklarer essensen af tegningen.

Tips og tricks
Du behøver ikke være verdensmester i at tegne, for at denne øvelse er noget for dig. Vi mener, at hvis du kan tegne en streg, en cirkel og en sky-agtig form, så mener vi, at du kan tegne alt rigeligt. Så længe dine tændstikmænd og -damer kan formidle ideen en lille smule dybere, end en sætning kan, så vil denne øvelse bringe din ide videre.

 Øvelser og metoder
← Tilbage til WIKI-oversigten