Det hele startede i 2018 med en hjemmelavet quiz til nytårsaften. Flere ville efterfølgende gerne låne spillet, og derfor blev der lavet ti kopier, som alle hurtigt blev udlånt. Det blev begyndelsen på Musikquizkampen, der med hjælp fra Opfinderrådgivningen har indgået et samarbejde med spilproducenten Danspil.
En idé, der voksede
Musikquizkampen er et musikquizspil, hvor to hold konkurrerer om at placere kendte hits i den rigtige rækkefølge på en tidslinje.
Bag spillet står to iværksættere, hvoraf den ene er uddannet ingeniør og tidligere har drevet flere virksomheder. De havde allerede erfaring med selv at producere og sælge spillet, men oplevede, at det var svært at få de større butikker til at tage deres spil ind. Derfor begyndte de at lede efter en samarbejdspartner, der kunne hjælpe dem med at nå længere ud på markedet.
Fra kontakt til samarbejde
Efter et besøg hos Opfinderrådgivningen besluttede de sig for at tage kontakt. Her fik de sparring på mulighederne for at bringe spillet videre og hjælp til at komme i dialog med Danspil.
"Det, jeg husker allermest, var, at det gik virkelig stærkt. Det føltes, som om der gik en uge, fra vi kontaktede Opfinderrådgivningen, til det første møde med en virksomhed." fortæller Andreas Bergstrand.
Samarbejdet betød, at Danspil begyndte at producere tematiserede udgaver af Musikquizkampen, blandt andet med jule- og sommertema. De to iværksættere beholdt samtidig deres oprindelige grundspil, som de fortsat selv står for.
Et samarbejde, der skabte nye muligheder
I dag producerer Danspil 5 danske og 2 svenske tematiserede udgaver og udvidelsespakker, som kan bruges sammen med det oprindelige Musikquizkampen.
Samarbejdet har ikke kun ført til nye spil, men også skabt større synlighed omkring grundspillet. På et tidspunkt kontaktede en butiksejer fra Bog & idé Danspil for specifikt at efterspørge den oprindelige Musikquizkampen. Da grundspillet ikke var en del af deres sortiment, blev butiksejeren henvist direkte til opfinderne.
Siden er efterspørgslen vokset, og i dag sælges deres grundspil i alle Bog & idé-butikker.
"Selvom det ikke har noget med kontrakten med Danspil at gøre, så har det helt sikkert givet noget eksponering, som gør, at vi sælger. Vi har aldrig solgt så mange, som vi gør nu. Det går over al forventning." siger Andreas.
Den positive udvikling har også givet dem mulighed for at tænke større. De arbejder nu på at udvikle spil til det svenske marked og har planer om at deltage på en stor spilmesse i Tyskland.
Til andre, der sidder med en god idé, har han et enkelt råd:
"Ræk ud! Lad være med at sidde og putte med tingene, selvom du ikke føler, at det er helt færdigt. Jo flere der kigger på ens ting, jo mere sker der noget. Specielt når man kan få hjælp gratis på den måde. ROI på at kontakte opfinderrådgivningen er pænt høj"
