Nem plombering med ny type forseglingsetiket
Darios Zafari ejer en netbutik og havde, ligesom mange af sine branchefæller, problemer med at fastslå, hvorvidt en returneret vare havde været åbnet eller ej. Det problem satte han sig for at løse.
Opfindelsen
Flere og flere køber ind via nettet i stedet for i fysiske butikker. Det er nemt, og loven om nethandel giver forbrugeren fuld returret, hvis den købte vare ikke lever op til forventningerne, eller tøjet ikke passer. Fra et forbrugerperspektiv er det attraktivt. Men for netbutikkerne kan der være problemer med de varer, kunderne returnerer: Har kjolen været brugt af kunden inden den returneres? Har kunden gået med solbrillerne eller uret? Ofte er det svært for netbutikken at efterprøve, om varen har været taget i brug – og derfor vanskeligt at nægte at refundere kunden. Og det er et stadigt stigende problem for netbutikkerne.
Opfindelsens nytteværdi
Darios Zafari er netbutiksejer og stod derfor selv med disse problemer. Det gav ham ideen til at opfinde en etiket, der beviser, om varen er blevet brugt. Etiketten er et lille klistermærke med en mikroperforering, som gør, at etiketten går i stykker, når den fjernes. Altså en form for plombering af varen. Etikettens tekst oplyser forbrugeren om, at varen ikke kan refunderes, hvis etiketten brydes. Kjolen og solbrillerne kan sagtens prøves med etiketten intakt, hvorefter varen kan returneres, hvis den ikke passer.
Hvis etiketten er intakt, har kunden ikke forsøgt at fjerne etiketten og brugt varen, og netbutikken kan derfor uden problemer refundere kunden.
Sådan hjalp Opfinderrådgivningen
Darios Zafari henvendte sig til Patent- og Varemærkestyrelsen og købte et 2 timers dialogmøde, hvor søgespecialisten og Darios sammen undersøgte, om der var produkter på markedet, der svarer til hans label. Det viste sig, at det var der ikke, og han blev derfor henvist til Opfinderrådgivningen for at få bistand til det videre forløb. Opfinderrådgivningen fandt ideen spændende og hjalp Darios med sparring på, hvordan han kunne udvikle prototyper. Darios oplevede, at det var en kæmpe hjælp at kunne benytte sig af faciliteter og udstyr i Fablab TI på Teknologisk Institut. Fablab TI omfatter en række digitale produktudviklingsværktøjer, som gør det muligt at gå fra idé til fysisk produkt på kort tid. Der kan f.eks. arbejdes med prototyper, der fremstilles ved 3D-print, laserskæring og folieskærer.
Darios virksomhed
Efter udviklingen af utallige prototyper forsøgte Darios Zafari oprindeligt at opnå en licensaftale med en etiketleverandør. Men da han som netbutiksejer selv kendte til det problem, der skulle løses, besluttede han sig til selv at videreudvikle etiketten.
I 2017 besluttede han at starte sit eget firma, der producerer etiketterne og i 2018 fik han patent i Danmark på etiketten. Darios har søgt og modtaget midler fra forskellige fonde og programmer til at videreudvikle sit produkt.
Han oplever, at der er stor interesse for opfindelsen hos virksomheder og brancheorganisationer, der ser muligheder for større sikkerhed for deres virksomheder. Ved årsskiftet 2019 – 2020 er der blevet indgået aftale om test af etiketterne med en stor online-butik.
Opfinderen om sin ide: ”Et produkt, som mange savner”
Darios Zafaris etiket er et godt eksempel på, at ideen til en opfindelse opstår hos den, som har et problem, der skal løses. Som netbutiksejer er han så at sige slutbruger af sin egen opfindelse. Set i bakspejlet vurderer han, at sparringen med Opfinderrådgivningen og brugen af Fablab TI hjalp ham videre på opfindelsens vej fra ide til patenteret produkt der kan kommercialiseres.
”Jeg har udviklet et produkt, der har værdi og som mange siger de faktisk står og savner!”