Evakueringsbåre kan redde flere liv, når der er terror, krig og store ulykker
Redningsfolk der arbejder under svære forhold ved terrorangreb, krig og store ulykker kan med Oles opfindelse redde flere tilskadekomne ud hurtigere.
Akutlæge Ole Pagh Mathiesen kunne under træningssessioner i redning ved store ulykker/terror se, at det tager alt for lang tid at få tilskadekomne personer reddet ud. Det kræver typisk fire personer at bære en tilskadekommen ud på en båre. Ole tænkte, at det må kunne gøres mere effektivt, så flere kan reddes hurtigere.
Opfindelsen
Ole udtænkte en smart løsning, så det nu er muligt for een person at redde en tilskadekommen væk fra ulykkesstedet. Med EvacBoard trækker man den tilskadekomne på et board, hvor overkrop og bagdel ligger, og hvor benene ikke er understøttet undtaget under hælene. Boardet har hjul og kan derfor klare ujævne underlag og op ad trapper. Den tilskadekomne fastgøres med en strop, der samtidig fungerer som det håndtag, redderen trækker boardet i.
Opfinderen
Ole Pagh Mathiesen arbejder som anæstesi- og akutlæge i region Hovedstaden. Ole er både lægen, som bedøver folk inden operation, og ham der kører ud som akutlæge ved ulykker. I hans fritid er han i kraft af sin lægegerning med i Politiets Aktionsstyrke. Der afholdes træningssessioner, hvor man bl.a. træner redning af mange tilskadekomne under svært tilgængelige forhold. Det var under disse sessioner, at ideen til en smartere/hurtigere løsning opstod. Med de gode tanker gik Ole hjem og lavede første prototype i træ, og med hjul han købte. Den første model blev testet hjemme på villavejen og herefter forbedret af flere omgange.
Hvilket problem løser opfindelsen?
Redningsfolk der arbejder under svære forhold ved terrorangreb, krig og store ulykker kan med Oles opfindelse redde flere tilskadekomne ud hurtigere – og dermed kan folk få hurtigere lægehjælp, som kan være forskellen på liv eller død.
Vejen til markedet
Den helt rigtige virksomhed til EvacBoard, er det danske firma AP Services A/S. De udvikler og leverer præhospitalt (før man kommer til hospitalet), akut og taktisk medicinsk udstyr, løsninger og rådgivning til hele verden. Opfinderrådgivningen kontaktede ejeren Allan Pedersen, som efter at have skrevet under på en fortrolighedsaftale, så den video Ole havde lavet med sin opfindelse. Da Allan Pedersen havde set videoen, var han ikke i tvivl om, at det var en helt særlig opfindelse.
Der blev indgået en licensaftale om at AP Services A/S har eneretten til at producere, markedsføre og sælge Oles opfindelse i hele verden. Der er også indsendt en patentansøgning, hvor Ole står som opfinder og ejer. I efteråret 2023 blev EvacBoard præsenteret på Medica Messen i Tyskland, hvor der var stor interesse for opfindelsen. Ole og AP Services A/S har i processen mod det færdige produkt forfinet håndtaget, der trækkes i og lavet nogle forbedringer omkring hjulene. AP Services er ved at få opfindelsen CE mærket og afventer også FDA godkendelse fra USA. Derefter kan Oles opfindelse komme på markedet i Europa og USA.