Håndboldspilleren Trine opfandt den taske, hun havde brug for
Trine var træt af at slæbe sin harpiks-klistrede håndbold med sig rundt i en plasticpose. Derfor opfandt hun en taske til formålet.
Opfindelsen
Håndboldtasken er lavet specielt til håndbolde. Den er rund og har skulderstrop. Inderforet er fastgjort med velcro, der let kan tages af og vaskes.
Opfinderen
Trine Bruun Andersen er selv håndboldspiller. Til daglig arbejder hun i en bank. I øvrigt har hun brugt en del af licensindtjeningen på selv at støtte andre opfindere.
Behov og løsning
Trine var træt af at slæbe sin harpiks-klistrede håndbold med sig rundt i en plasticpose. Derfor opfandt hun en taske til håndbolden, der kunne holde bolden klar og tasken ren.
Vejen til markedet
Sammen med Opfinderrådgivningen arbejdede Trine målrettet og opsøgende på at finde en virksomhed, som kunne bringe tasken på markedet. I virksomheden Select Sport A/S, der er storleverandør inden for håndbolde og meget andet sportsudstyr, fandt hun den mest oplagte virksomhed, der kunne producere og markedsføre produktet. En licensaftale blev indgået mellem Trine og Select og siden har produktet været solgt i sport og webbutikker over store dele af verden.
Læs hele historien her
Ideen til håndboldtasken opstod hos Trine Bruun Andersen, der var elitehåndboldspiller hos NFH – Nykøbing Falster Håndbold. Hun var efterhånden træt af at gå rundt med sin håndbold i plasticposer og fik derfor den ide, at det måtte være muligt at lave en lille taske til håndbolden. Håndboldtasken er lavet sådan, at man kan gå med den over skulderen. Derudover er den udstyret med et inderfor, som kan pilles ud af tasken og vaskes.
Trines arbejde med håndboldtasken viser den vedholdenhed, det kræver at bringe en opfindelse fra ide til virksomhedskontrakt. Hun lånte sin bedstemors symaskine og syede selv den første prototype af tasken. Herefter gik hun systematisk til værks i arbejdet med sin idé. Trine opsøgte slutbrugere og forhandlere for at lade dem vurdere ideen om håndholdtasken. Mange var positive og vurderede, at ideen var god, og Trine sørgede for at få disse vurderinger på skrift. Oure Gymnastikhøjskole skrev sågar, at skolen gerne ville købe 100 tasker, hvis den blev til noget.
Trine opsøgte også en stor dansk sportsudstyrsvirksomhed, som efter nogle måneders dialog desværre gav afslag på ideen. Trine gav ikke op og opsøgte virksomheden Select, som var en oplagt samarbejdspartner i kraft af sin status som storleverandør inden for håndbolde. Produktchefen hos Select, Thomas Jacobsen, var først skeptisk. Han vidste fra fodbold, at alle spillere på et vist niveau får en bold af klubben, som hører hjemme i et skab, og han troede det måtte være det samme i håndbold, men det fandt han senere ud af ikke er tilfældet. Trine fremsendte et foto af sin håndboldtaske til produktchefen. Det gav resultat, for med billedet kunne han vise tasken til virksomhedens sælgere, der syntes ideen var interessant.
Herefter begyndte Trine et samarbejde med Select, og der blev udformet flere prototyper. Prototyperne blev sendt til Kina og Pakistan for at få testet produktionen af tasken. ”Jeg viste fotoet til vores sælgere, som mente, at den godt kunne blive til noget ude i butikkerne,” siger Thomas Jacobsen. Håndboldtasken produceres i dag af Select, og salget går stille og roligt. Produktchefen Thomas Jacobsen vurderer, at boldtasken er et godt produkt, fordi den er enkel og hurtig at producere, og den kan derfor laves til en rimelig pris sammenlignet med f.eks. fodboldstøvler.
Opfinderrådgivningen ved Teknologisk Institut kom ind i billedet, da Trine havde indledt sit samarbejde med Select og stod over for at skulle forhandle licensaftale. Opfinderrådgivningen bistod Trine i disse forhandlinger, og Trine vurderer, at den hjælp var vigtig. ”Det ville jeg aldrig kunne have klaret selv. Virksomheden var hårde forhandlere, og det er jo ikke så underligt, da de skal tjene penge på min ide. Der skulle to udkast til, før vi havde en aftale på plads, og det var Opfinderrådgiverens hjælp, der skaffede mig en aftale, som er rimelig,” siger Trine Bruun Andersen. Trine var med sine 23 år Opfinderrådgivningens yngste licenstager. Set i bakspejlet fremhæver Opfinderrådgivningen Trines vigtige virksomhedsopsøgende arbejde, da hun bragte sin taske fra ide og prototype til marked. Hendes indsamling af skriftlige vurderinger af tasken fra slutbrugere og forhandlere var vigtige for at overbevise Select om, at der var et potentielt marked for tasken.
Opfinderen om sin ide: ”Jeg får ideer, når jeg ser noget, der mangler” Trines opfindelse af håndboldtasken er et typisk eksempel på, at ideen er opstået, fordi hun selv som slutbruger oplevede et behov. Hun er som håndboldspiller selv kernekunde til sit eget produkt.
Trine har aldrig opfattet sig selv som en specielt kreativ person: ”Jeg har aldrig opfattet mig selv som kreativ. Jeg har altid været en sportsfreak. På den anden side får jeg idéer, når jeg ser et behov eller noget, der mangler, så man ved aldrig.”