Brætspillet KLASK giver opfinder mulighed for at forfølge sin drøm
Tømreren Mikkel Bertelsen er opfinder af det prisvindende brætspil KLASK. Opfinderrådgivningen hjalp ham med at få spillet på markedet.
Opfindelsen
Brætspillet KLASK kan karakteriseres som en form for ”bord-hockey”. Spillet går ud på, at to spillere bevæger hver sin pind med en magnet under pladen. Hver spiller skubber med deres pind til nogle små kugler, de skal forsøge at få i modspillerens hul. Det gælder om at få bolden i modstanderens hul – og undgå at lave selvmål. Hvis ens pind falder i eget hul eller hænger fast til en kugle, så afgives point til modparten. Spillet er et færdighedsspil, der kræver koncentration og hurtig reaktionsevne, og med de enkle regler kan det spilles af både børn og voksne.
Opfinderen
Spillet er opfundet af tømreren Mikkel Bertelsen, der altid har drømt om at blive opfinder og starte egen virksomhed. Han har flere opfindelser bag sig, som dog ikke er blevet til noget kommercielt. Han har udover KLASK lavet magneter til køkkensokler og et vægmøbel i ædeltræ.
Mikkel havde længe drømt om at opfinde et spil til familien. En dag hvor han syslede med magneter, pap og en tusch, faldt magneten igennem et hul i pappet og fangede en anden magnet med lyden ”klask”. Det gav ideen til opfindelsen.
Mikkel Bertelsen udformede selv spillet, som i 2014 vandt juryens specialpris i spilsammenslutningen Guldbrikken. Juryen begrundede prisen med spillets enkelhed og dybde på samme tid:
"Selvom reglerne er enkle, bliver taktikkerne hurtigt komplekse, så selvom KLASK ligner et simpelt færdighedsspil, rummer det forbløffende stor taktisk dybde. Juryen belønner derfor KLASK med årets Specialpris, fordi det tager fysiske spil i helt nye retninger."
- Guldbrikkens fagjury, 2014
Herefter fremstillede han og familien 750 spil, som er leveret til Tuborg og nu findes på et par hundrede værtshuse i Danmark. Mikkel fik spillets dele skåret i Taastrup, men har selv slebet dem alle, og forældrene, svigerforældrene og fruen har dannet produktionslinje og samlet og pakket de første 750 Klaskspil – fra tidlig morgen til sen aften.
Sådan hjalp Opfinderrådgivningen
Mikkel Bertelsen kontaktede Opfinderrådgivningen, som anbefalede ham at få det designbeskyttet i EU, samt varemærkebeskytte navnet i Danmark. Opfinderrådgivningen hjalp Mikkel Bertelsen med at søge virksomheder, der ville indgå licensaftale. Han oplevede interesse fra to virksomheder i norden, som hørte om spillet, da Mikkel vandt prisen. Efter møder med disse to virksomheder, blev det den finske spilproducent Competo, der vandt og som der nu er indgået licensaftale med.
Faktisk havde de øvet sig så meget i at spille KLASK, at Mikkel måtte holde sit ord, da han til et afgørende møde med Competo udfordrende sagde: “Hvis du slår mig, laver jeg licensaftalen med Competo”.
“Og så bankede han mig sgu”, siger Mikkel Bertelsen.
Virksomheden, der bragte opfindelsen til markedet
Den finske spilvirksomhed Competo har lavet en plan for markedsføring, der i høj grad præsenterer Klask som et familiespil. Competo er startet med at præsentere KLASK på spilmesser i Essen og Dallas. Spillet bliver produceret i Hong Kong, og det overvejes, om der skal laves en sammenklappelig udgave, der fylder mindre. Mikkel Bertelsen har indtryk af, at de vil lancere ham som den lille tømrer fra Danmark, der kom på eventyr, da han opfandt det nye sjove spil.
Opfinderen om sin ide: ”KLASK har potentiale til at jeg kan prøve opfindertilværelsen af”
Mikkel Bertelsen har altid drømt om at blive opfinder, få licensaftaler med virksomheder og tjene penge, som så skulle bruges til at udvikle og finde på flere ting, fortæller han. Og nu tegner meget til, at KLASK bliver den opfindelse, som kan realisere drømmen.
"Med salget af min andel i tømrerfirmaet og indtægterne fra KLASK, har jeg nu det økonomiske råderum til at prøve min opfinderdrøm af"
- Mikkel Bertelsen
Mere info om KLASK
Læs hele historien om Mikkel Bertelsen og Klask her og få præsenteret spillet på denne amerikanske video: