Studiekammerater skaber enkel klimatilpasningsløsning
Efter at have mærket konsekvenserne af det store skybrud i juli 2011 på egen kælder opfandt Cathrine og kollegaen Poul Erik en enkel og billig løsning på oversvømmelse i kælderen i forbindelse med skybrud.
Opfindelsen
Skybrudsventilen er et tragtformet rør, der forhindrer kloakvand i at trænge op i kælderen under skybrud. Skybrudsventilen monteres for enden af nedløbsrøret, hvor regnvand løber ud. Ventilen indeholder et lille intelligent stykke mekanik, der kan skelne normalregn fra skybrud. Under normalregn leder ventilen vandet direkte i kloakken, men under skybrud ledes regnvandet i stedet ud i haven eller på fliserne. Ventilen modvirker på den måde, at afløbet bliver overfyldt med vand og oversvømmer kælderen.
Skybrudventilen kan sikre et hus mod opstigende kloakvand i kælderen under skybrud. Hvis kloaksystemet er gammelt eller slidt, kan skybrud medføre oversvømmelse og vandskade på bygninger og private ejendele. Skybrudsventilen kan dermed spare boligejeren for de ødelæggelser og økonomiske omkostninger, der følger med en vandskade – herunder også besværet med langvarige forsikringssager. Ekstreme vejrhændelser kan beskadige både infrastruktur, boliger og virksomheder, og derfor kan skybrudsventilen komme hele samfundet til gode.
Opfinderne
Skybrudsventilen blev opfundet af arkitekten Cathrine Leth og hendes kollega Poul Erik Christensen, efter at de selv blev ramt af det historiske skybrud den 2. juli i 2011, som gav hovedstadsområdet 190 millimeter regn. Den dag fik Cathrine Leth og mange andre boligejere oversvømmet kælderen. Denne oplevelse blev starten på ideen til skybrudsventilen.
Ovenpå uvejret deltog arkitekten i et borgermøde, hvor der blev udvekslet ideer til, hvordan man i fremtiden kunne dæmme op for vandet. En borger rejste sig og fortalte, at han ikke havde haft en dråbe vand i kælderen! Han havde bare løftet sine nedløbsrør væk fra brønden, så hans tagvand ikke løb ned i kloakken, men ud på overfladen. Denne simple ide brugte Cathrine Leth og Poul Erik Christensen til at udtænke en automatisk løsning, der kunne gøre det samme. Efter få måneder fandt de frem til principperne for Skybrudsventilen.
Sådan hjalp Opfinderrådgivningen
Opfinderrådgivningen hjalp opfinderne i flere forskellige faser af processen.
Opfinderrådgivningen indledte med feedback på produktet og foreslog opfinderne at gennemtænke designet og udvikle en forbedret version.
"I dette tilfælde udfordrede vi opfinderne på deres design, og på baggrund af vores snak med dem besluttede de at gentænke designet og komme op med en forbedret version."
- Nikolaj Ilsted Bech
Opfinderrådgivningen hjalp også opfinderne med at beslutte, hvilken model for kommercialisering, der passede dem bedst. Cathrine Leth og Poul Erik Christensen vurderede, at den bedste løsning for dem var at etablere en licensaftale med en virksomhed, som kunne stå for produktion og markedsføring af skybrudsventilen. Med udviklingsmidler fra Realdania Fonden i hånden kom de to opfindere i kontakt med virksomheden Plastmo A/S, som er markedsførende i Danmark inden for tagrender og lette tagløsninger. Opfinderrådgivningen hjalp herefter opfinderne med forhandlinger og indgåelse af licenskontrakt med Plastmo A/S.
Opfinderrådgivningen formidlede også kontakt til Teknologisk Instituts Rørcenter, hvor eksperter medvirkede i afprøvning af skybrudsventilen.
Virksomheden der bragte opfindelsen på markedet
Da kontakten til Plastmo A/S var etableret, arrangerede de to opfindere og virksomheden en workshop med førende eksperter på området. Workshoppen afdækkede systematisk, hvordan Skybrudsventilen kunne forbedres, inden den kunne sættes i produktion. Plastmo A/S har efterfølgende stået for både produktion, test, salg og markedsføring af produktet.
Opfinderen om sin idé: ”Det har været et udviklende forløb”
Cathrine Leth oplevede det at være opfinder som et udviklende forløb, hvor mange forskellige parter har hjulpet undervejs – herunder Teknologisk Institut og Plastmo A/S:
”Det har været et langt og udviklende forløb, hvor vi har mødt mange dygtige og hjælpsomme folk på vejen. Det har været fantastisk at møde ’livliner’, som har ført os tilbage på sporet, de gange anstrengelserne så ud til at være spildt. Det er meget værd, at så mange har troet på produktet og løsningen hele vejen.”