Trillebøren, der er stabil at køre med
Den pensionerede apoteker Lars fik behov for en trillebør, der var lettere at manøvrere med – og besluttede sig for selv at opfinde en.
Opfindelsen
Trillebøren Trille hedder sådan, fordi den kan netop det – trille! Opfindelsen er kort og godt en trillebør på tre hjul, der er konstrueret på en måde, så den flytter balancepunktet og gør at den ikke vælter eller tipper. Denne konstruktion giver bl.a. brugeren muligheden for at vælge at skubbe børen fremfor at løfte den, mens man kører med den.
Opfinderen
Manden bag Trille er Lars Frede Petersen fra Lejre, der er pensioneret apoteker. Han er gift og har to børn og otte børnebørn, men da han for en 10-15 år siden rammes af en muskelsygdom, tvinges han til at blive lidt mere opfindsom end vanligt. Heldigvis har Lars den indstilling, at hvis noget kan gøres smartere og bedre, så gør han sit til at få det forbedret.
Pga. hans sygdom bliver det f.eks. gradvist sværere for ham at køre med en almindelig trillebør, men det løser han ved hjælp af nogle manchetter, som bruges af bodybuildere for at få et ergonomisk korrekt løft. Manchetterne sætter han fast på trillebørens håndtag, og det fungerer fint i et stykke tid – men så opstår ideen til at tilføje to ekstra hjul på trillebøren for at gøre den mere stabil. Lars får sin ven til at hjælpe med at bygge en prototype, og den nye trehjulede bør viser sig med det samme at være langt mere anvendelig end den traditionelle bør med ét hjul og to støtteben.
Hvilket problem løser opfindelsen?
Mange har prøvet at stå med en trillebør, der får overbalance og vælter eller haft svært ved at køre med en traditionel trillebør, fordi det kræver løft af, ikke blot bør, men også børens læs, som ofte er i den tunge ende.
Trille er meget velegnet til personer, der har nedsat muskelstyrke, personer med dårlig ryg, ældre mennesker eller andre, der ønsker en trillebør, der er nemmere at manøvrere med.
Trillebørens konstruktion og hjulenes størrelse gør at børen er let at dreje med og at man ubesværet kan forcere niveauforskelle i terræn, som fx ved kørsel op eller ned af en terrasse.
Trille er også meget anvendelig på byggepladser, hvor dens udformning og lette manøvrering bidrager til at skåne håndværkernes kroppe.
Vejen til markedet
Lars fik gennem sin sommerhus-nabo kendskab til Opfinderrådgivningen og besluttede sig for at tage kontakt.
Opfinderrådgivningen hjalp Lars med at blive skarp på de ting, der gjorde Trille til noget særligt i forhold til andre trillebøre og har derved hjulpet ham med at blive i stand til at overbevise andre om Trilles gode egenskaber. Han fik også hjælp til at indlede kontakten til potentielle licenstagere og var en god sparringspartner ifm. licensforhandlingerne om opfindelsen.
Trille endte med at blive licenseret til den viborgensiske virksomhed Ravendo, der leverer transportmateriel til både håndværksbranchen, landbruget og industrien. Trille – eller ’Mørtelbør BC 1100 3W’, som den kommer til at hedde hos Ravendo – blev lanceret på messen Byggeri’23 i Fredericia i marts 2023.
”Vores fornemmeste opgave er at levere produkter, der både hjælper til og gør det nemt for brugeren at gøre det rigtige. Derfor er vi rigtig glade for at samarbejde med personer, der har fokus på korrekt ergonomi og et godt arbejdsmiljø. Vores samarbejde med Lars omkring Trille (Mørtelbør BC 1100 3W) sikrer, at produktet løser en vigtig opgave ude på byggepladserne samtidig med, at den aflaster håndværkeren. Så det er jo et produkt, der passer rigtig godt ind i vores tanker om ergonomi og brugervenlighed,” fortæller direktør i Ravendo A/S, Tobias G. Nielsen.
Trille forventes snart at være i handlen.